Trip to London 1: I’m the God of Hellfire

Af Martin Jørgensen

I denne uges Psychedelic Sunday forlader vi USA, for en stund, til fordel for England. Årsagen er den, at fredag den 29. september fik jeg en af de største koncertoplevelser jeg nok nogensinde får! Jeg var taget turen til London og Royal Albert Hall for at opleve to legendariske bands The Crazy World of Arthur Brown og Hawkwind! For de fleste ringer Hawkwind nok en langt større klokke end Arthur Brown, men det var især for ham jeg tog turen. 

Arthur Brown har spillet en langt vigtigere rolle i musikhistorien end de fleste ved, og har en lang karriere bag sig, både solo og i forskellige konstallationer, blandt andet i The Crazy World of Arthur Brown og Kingdom Come.

Hans debut The Crazy World of Arthur Brown udkom i 1968 og er et psykedelisk mesterværk. Måske ikke for den mere pop-orienterede lytter, The Crazy World er et teatralsk, blues og soul- inspireret album som er præget af Arthurs kraftfulde, nærmest opera-agtige vokal og Vincent Cranes syrede og ekvilibristiske keyboardspil.

Efter min mening er der ikke er eneste svagt øjeblik på pladen, men især albummets tre åbningsnumre: Prelude/Nightmare, Fire Poem, og Fire viser hvad både Arthur og bandet kan.

Albummets ti sange inkluderer Arthurs store hit Fire (som endte på den amerikanske Billboard Top 100s 2. plads, kun overgået af The Beatles's Hey Jude, samt nummer 1 i England): Her påtager Arthur sig rollen som The God of Hellfire, hvis flammer kan rense din sjæl. En karakter som fylder pladens a-side, som tematisk handler om en rejse til Helvede og tilbage igen. Albummets b-side er mindre tematisk præget, men ikke desto mindre fyldt med fremragende psych-rock, blandt andet i form af to fremragende coverversioner af Screaming Jay Hawkins's I Put a Spell on You og James Browns I've Got Money.

Udover at have bidraget med et af verdens absolut bedste psych-albums så er han også pioneer inden for scenekunst. Hans koncerter har fra begyndelsen indeholdt kostumer, ansigtsmaling og ikke mindst en flammende hjelm. Arthurs liveshows og hans vokal har igennem tiden influerede mange forskellige kunstnere. I blandt hans bekræftede fans er Alice Cooper, Bruce Dickinson, Jimi Hendrix og Pete Townshend. Alice Copper har endda udtalt at "Without Arthur Brown, there would be no Alice Cooper". Dickinson gjorde brug af Arthurs fantastiske stemme (spoken word) på hans The Chemical Wedding (1998), Hendrix inviterede Arthur til at blive en del af, det der blev til, Band of Gypsies. Og Townsend hjalp med at skaffe en pladekontrakt og delvist producerede debutten. 

For mig er Arthur Brown en af de mest oversete kunstnere i musikhistorien og han har mange andre fremragende albums i diskografien. Jeg vil især anbefale Kingdom Come - Galactic Zoo Dossier (1971) og Arthur Brown - Long Long Road (2022), både fordi de er fremragende og fordi de giver et godt lydbillede på hvad Arthur også har lavet, rent musikalsk.