The 13th Floor Elevators
Af Martin Jørgensen
1966, året hvor LSD blev ulovligt i USA og England, blev også fødselsåret for den psykedeliske musik. Selvom meget af den tidligere psykedelisk musik kom fra den amerikanske vestkyst, især fra San Francisco og Los Angeles, så er der noget der tyder på at den psykedeliske musik fik sit første gennembrud med et band fra Austin, texas. Mere specifikt bandet The 13th Floor Elevators. Ført an af kultfiguren Roky Erikson anses bandet af mange som det første "rigtige" psykedeliske rockband. Deres debutalbum The Psychedelic Sounds of the 13th Floor Elevators (1966) var udover at være det første album som brugte ordet "psychedelic" i sin titel., så havde det også en nyskabende og distisk syret lyd.
'Psychdelic Sounds' er lyden af et råt, R'nB- inspireret og eksperimenterende garagerock-album, hvor de dominerende elementer er Roky Eriksons intense vokal, Stacy Sutherlands guitarspil og ikke mindst en elektrificeret krukke! Mærkeligt som det end lyder, så fungerer det virkelig godt, og krukken distinkte lyd svæver ind of ud af lydbilledet og styrker albummets psykedeliske stemning. Den giver i det hele taget The Elevators en kant og en særhed som gjorde dem mere nyskabende end mange andre i samtiden.
Måske kom ideen om en elektrificeret krukke fra bandets relativt store indtog af psykedeliske stoffer. Det var i hvert fald Tommy Hall, krukkespilleren, der kom op med ideen og det var også ham der fik indført at bandet aldrig skulle spille uden at have taget LSD først (på nær bandets trommeslager). I det hele taget spiller effekten af bevidsthedsudvidende stoffer og menneskets jagt på en ny måde at se verden på en tematisk vigtig rolle på albummet. I bandets egne ord "It is this quest for pure sanity that forms the basis of the songs on this album." "Pure sanity" er deres vision for den nye bevidsthed.
Man behøver heldigvis ikke selv at tage psykedeliske stoffer for at nyde The Psychedelic Sounds of the 13th Floor Elevators, eller for at tage med på en retrospektiv rejse gennem den psykedeliske musiks udvikling.