Siri Neel – I’m a Maze
Ethvert kunstnerisk værk, kan bevæge mennesker. I nogle tilfælde mange, i andre få. Centralt er det velkendte fænomen fra kosmogonien, hvor skabelsen finder sted. En vidunderlig hændelse, der aldrig finder sin overgang. Men alligevel kender vi dualitetens spil – intet mod væren – og her finder vi netop I'm a Maze.
Stykket indledes ved hjælp af en elektronisk passage, som på mesterlig maner lader plads til vokalen. Et præludium, der forbereder lytteren til essensen af stykket. Et dobbelt bånd, der lader lytteren overtage evnen til at skabe, som nummeret allerede har indikeret igennem flere strofer. Styrken kendes i historiske instanser fra de klassiske komponister, hvor følelserne til fulde blev formgivet. Ligeledes finder vi hos Siri et sådanne talent. Netop det, at give evnen, til at blive. Med andre ord bliver lytteren til. I sin essens viser nummeret en umådelig evne til optagelse af verden, men uden at overtage den. En helt naturlig evne, som det til trods, danner basis for formgivningen af alt andet.
Der kan ikke herske nogen tvivl om at det album, der er på vej, vil være yderst velkomment. Lytterne vil have læst og hørt tidligere anmeldelser, og anmeldere vil se frem til værkets fuldendelse. En fuldkommenhed, der vil finde sin perfektion i koncertens ægte præsens.
