Mojo Hands - Live til Fannikerdagene
Fredag aften under Fannikerdagene blev forvandlet til en bluesfest, da et af landets førende bluesbands, Mojo Hands, indtog scenen i et fyldt telt til Fanøs egen lille festival, hvor man hylder øen og dens traditioner. Med deres energiske swing/shuffle stil kunne publikum simpelthen ikke stå stille. Dansegulvet var konstant fyldt med begejstrede mennesker, som lod sig rive med af den smittende rytme og det medrivende groove.
Af Kasper Neergaard.
Mojo Hands formåede at løfte oplevelsen yderligere med deres imponerende blæsersektion. De to blæsere, på henholdsvis trompet og saxofon, udfyldte deres roller til perfektion og tilføjede en ekstra dybde og fylde til musikken. Det hele gyngede og swingede på den helt rigtige måde, og det var tydeligt, at bandet nød at spille sammen og videregav en dejlig energi til publikum.
Guitaristen Bo Møller viste også, at han er en musiker af høj kaliber med sine fængende riffs og soloer, der virkelig satte prikken over i'et. Hans spil var teknisk dygtigt, men samtidig sjælfuldt og fuld af feeling, som en ægte bluesguitarist skal være.
Og så er der forsangeren Zenia Madsen. En kvindelig forsanger, der krænger det ene bluesnummer ud efter det andet, er noget særligt. Hendes kraftfulde og følsomme vokal ramte lige i hjertet og tilføjede en autentisk og rå kant til musikken. Det er forfriskende at se et band, der bygger på de gamle "roots of blues", men som samtidig formår at tilføre deres egen moderne twist.
Alt i alt leverede Mojo Hands en fed koncert. Deres evne til at skabe en festlig og energisk atmosfære, samtidig med at de holder fast i bluesens rødder, gjorde dem til et af højdepunkterne på Fanikker-dagene. Hvis du nogensinde får chancen for at opleve Mojo Hands live, så grib den – du vil ikke blive skuffet.