Judas Priest - Royal Arena

2024-06-26

Den 26. juni blev Royal Arena fyldt med hårde riff og kraftfulde vokaler, da Judas Priest indtog scenen. Før de legendariske britiske heavy metal-ikoner gik på, varmede det australske band Wolfmother publikum godt op. Denne energifyldte trio leverede en imponerende præstation, hvor både trommeslager Myles Heskett og bassisten Chris Ross formåede at få musikken til at fylde godt. Mens den karismatiske forsanger Andrew Stockdale interagerede på fornemmeste vis med publikum og satte scenen for, hvad der var i vente.

Af Kasper Neergaard

Da Judas Priest gik på scenen, anført af den snart 73-årige Rob Halford, lagde de hårdt ud med "Panic Attack," åbningsnummeret fra deres nye album Invincible Shield. Herefter fulgte klassikere som "You've Got Another Thing Comin'" og "Breaking The Law," hvilket satte gang i festen. Rob Halford sang stadig overbevisende og imponerede med sin vokal, hvilket skilte sig ud fra andre legender som David Coverdale og Ian Gillan, der måske har mistet noget af deres stemmekraft. Halford måtte dog gentagne gange ud bag scenen for at få lidt luft, hvilket indikerer, at alderen begynder at kunne mærkes.


Hen mod slutningen af koncerten blev det desværre en smule trivielt, og lydstyrken steg til et niveau, hvor det mudrede lydbilledet. På trods af dette leverede Judas Priest det, man kunne forvente af en af heavy metalens grundlæggere. Showet fejlede bestemt ikke noget, og det var en fornøjelse at opleve en af genrens største navne live. 

Samlet set var det en aften, hvor både opvarmningsbandet Wolfmother og hovednavnet Judas Priest gjorde en stærk figur. Det var en koncert, der efterlod publikum med en følelse af at have været vidne til noget helt særligt.