Interview - Junkyard Drive

Et kig ind i tilblivelsen af Junkyard Drive's nye album "Look At Me Now".

Af Kasper Neergaard.

Hvordan har rejsen været for Junkyard Drive siden jeres dannelse i 2014, og hvordan har I udviklet jer som band siden da?

Ollie (De/Dem): For mig som nyankommen er der en verden til forskel fra da jeg kom med i bandet og til i dag. Det er klart, når man begynder et samarbejde så intenst og intimt som det at lave musik er, med to nye personer med hver deres baggrund og bagage, så er det klart, at det viser sig i de interne dynamikker, og det burde det også. Vi er med, fordi de andre i bandet synes, vi havde noget at byde ind med. Men der er altid to sider af mønten, og den barske realitet er også bare, at det problem, man i den ene ende løser, skaber et helt nyt sæt udfordringer i den anden. Men det er en nødvendig menneskelig spænding, som også er virkelig spændende at være en del af. Helt konkret er vi blevet et band, der er blevet tvunget til at lære at kommunikere mere, i takt med at vi har en fælles forventning om at skulle arbejde mere intenst med bandet, men det rykker jo også ved status quo, og det kan tænde alle mulige slags følelser i hver og en af os. Men fra vores fans virker det som om, de ser et band i topform de sidste par år, så alt det hårde arbejde har vist ikke været forgæves.

Kris: Vi har været igennem utrolig meget fra den spæde start i 2014 til nu, og det er tydeligt at vi aldrig har stået stærkere. Da vi startede bandet, var der en klar målsætning om at spille 80'er inspireret Hard Rock, som vi standhaftigt holder fast ved, men vi har også udviklet os meget og fundet vores egen lyd og identitet i rockverdenen. Hvis man skærer helt ind til benet, så er den største udvikling at finde i sangskrivningens lyriske univers, samt vores udtryk udaftil. Da vi startede ud, brugte vi meget energi på at efterleve illusionen om at være store rockstjerner. Det gik meget ud på at skrive sange om at feste og score damer, og om at have den seje læderjakke og solbrille på, når vi var ude. I dag har vi et større behov for at bruge vores musik til at beskrive noget mere ægte og nærværende. Så i stedet for at tænke på hvordan vi fremstår, vil vi hellere vise verden, hvem vi i virkeligheden er. Det tror jeg ærlig talt også vores lyttere får mere ud af.

Hvad kan vi forvente af jeres kommende album "Look At Me Now" i forhold til tidligere udgivelser?

LAMN er resultatet af et band, der har udforsket spændingen mellem rockens rå lyd, der stadig har sin relevans, og er særligt effektiv til at beskrive de lidt grimmere følelser, og dens eftermæle fyldt med et væld af kedelige historier om sexisme, homofobi og et fravær af generelt tagen-ansvar-for-sine-handlinger, og desuden et, omend festligt og energisk, lidt overfladisk og somewhat out-dated fokus på sex og fadbamser.

LAMN er på mange måder resultatet af kærligheden til den samme rå lyd og fuck you attitude, som samlede Junkyard Drive i første omgang. Med to nye guitarister i et guitar-drevet band er det klart, at der helst skulle præsentere sig en ny identitet, og det er bestemt også tilfældet, men det har grobund i rigtig mange af de samme traditioner, der var med til at skabe de tidligere albummer. Tematisk og lyrisk har vi skrevet et album, der afspejler et godt og langt blik ind- og udad. Og vi har et album, der fortæller om emner, som vi ellers har fortiet imellem os internt i bandet, og som vi synes at observere, heller ikke får nok opmærksomhed omkring os. Ting, der er vigtige at tale om. Det er emner som pleasing i romantiske forhold, kønsidentitet, forældre-fravær, afhængighed, ligestilling og angst. Altså et album, der bruger den samme ikoniske lyd til at behandle en mere aktuel form for rebel og frigørelse, og desuden repræsenterer vores forpligtelse til at bevare rockens essens, samtidig med at vi udfordrer dens arv og gør den relevant for nutidens publikum.

Hvordan har ændringerne i bandets line-up påvirket jeres lyd og kreative proces under indspilningen af det nye album? 

Det har klart været tilfældet, at processen farver resultatet i forbindelse med skabelsen af LAMN. Med Kristoffer og Ollie har vi nogle utroligt arbejdsomme og visionære guitarister og bandmedlemmer, der har skubbet til forventningerne i bandet, og det afspejler sig både i vores musik, men ikke mindst også i forhold til produktionen af vores koncerter. De bringer hver især deres egen nye lyd til bandet, og det er tydeligt at høre. Især Kristoffers moderne melodiske sprog tydeligt i soloen i "Tearaway" og de harmoniske bevægelser i "Afterglow". Ollie, der kommer fra en langt mere blues- og roots-drevet tradition, har bestemt også farvet albummet med hans langt mere retro-oldschool approach til moderne hardrock.

Hvordan har I udforsket nye musikalske retninger på dette album sammenlignet med jeres tidligere udgivelser? 

Vi har fra starten af skriveprocessen besluttet os for, at vi har skrevet det, der faldt os ind, og det har været en langt mere undersøgende tilgang med en masse "hvad hvis man…?" og "det kunne da være…?". Det har været vigtigt for os at være så åbne for alle indtryk som muligt og gribe det, der kom. Det har udmøntet sig i et album, der også trækker tråde til punk, blues, psykedelisk rock. På mange måder også en skriveprocess, der er analog med den kaotiske natur som temaerne på albummet også besidder.

Hvordan har det været at arbejde med Søren Andersen som producer, og hvordan har han bidraget til albummets lyd og stemning? 

At samarbejde med Søren Andersen har været som at byde et ekstra medlem velkommen i bandet. Han sætter en kæmpe ære i at værne om kernen af vores musikalske ideer, samtidig med at han bringer sine ekstraordinære produktionsfærdigheder i spil. Det har været uvurderligt. Sørens evne til at forbedre essensen af vores musik, kombineret med hans ekspertise inden for guitararbejde og lyddesign, har i høj grad bidraget til albummets dybde og atmosfære, hvilket har skabt et nærværende, trygt og inspirerende optagemiljø!

Foto: Klaus Rudbæk.

Hvilke temaer og budskaber ønsker I at formidle på "Look At Me Now"

Som nævnt, har det hele handlet om at grave dybere og tage et langt, hårdt kig på hinanden og os selv, og selvom vi ikke vil styre vores fans lytteoplevelse i nogen bestemt retning, inviterer vi dem til at prøve at sidde med deres følelser et øjeblik. Det værste, der kan ske, er, at man lærer noget om sig selv, og hvem ved, hvad det kan føre til.

Hvad har været den største udfordring ved at skabe dette album, og hvordan har I håndteret den? 

Helt sikkert de forventelige og nødvendige spændinger, der opstår ved, at der er en ny kollektiv dynamik i bandet, der skal til at arbejde sammen om et fælles projekt. Forventningsafstemning, ærlighed og full disclosure har affødt nogle situationer, hvor paraderne til tider er kommet op, og følelserne måske er kommet lidt for tæt på. Men det er jo altsammen en del af en proces, hvor vi sporer os ind på hinanden, og en proces, der ultimativt skaber et tættere bånd mellem os. Samtidig ramte skriveperioden ind i en periode, hvor vi alle hver især havde en masse lort, vi skulle deale med, hver især, der på hver deres måde kom til udtryk i vores kollektive dynamik. Men det har været med til at forme albummet i en sådan grad, at det på rigtig mange måder nok er det Junkyard Drive album, der giver det største indblik i, hvem Junkyard Drive egentlig er.

Hvordan planlægger I at følge op på udgivelsen af albummet med hensyn til liveoptrædener og turnéer?

Vi følger op på udgivelsen med et home-coming release show på Gimle i Roskilde d. 12. april på releasedatoen, derefter skal det ud til land og rige, hvor vi bl.a. kommer forbi Jailbreak i Horsens og Time To Rock i Sverige. Desuden brygger vi på et par ekstra projekter, vi ikke kan løfte sløret for endnu, men vi glæder os!