Electric Guitars - Speed Of Sound

2024-08-16

Electric Guitars, med de to danske guitarhelte Søren Andersen og Mika Vandborg i front, er tilbage med deres seneste single, Speed Of Sound. Som titlen antyder, er der fuld fart over feltet, og det mærkes fra første anslag.

Af Lars Madsen

Singlen er en kraftfuld rockbanger, der minder om de bedste stunder med al den Rock vi godt kan li'. Det er rock'n'roll i sin reneste form, hvor de to guitarister virkelig får lov til at skinne. Det høje tempo og energiske riffs matcher perfekt den livsfilosofi, som teksterne præsenterer: Alder er bare et tal, og der er ingen tid til at sætte farten ned.


Teksten handler om at leve livet i overhalingsbanen, selvom man er nået et sted, hvor mange andre ville have sat farten ned. Andersen og Vandborg afviser enhver tanke om at hvile på laurbærrene – i stedet er de klar til at sprænge lydmuren og bevise, at de stadig er blandt de bedste i gamet.

Speed Of Sound er en uimodståelig opfordring til at skrue op for volumen og lade sig rive med af den uforfalskede rockenergi. Den cementerer Electric Guitars' status som guitarhelte, der nægter at slå sig til ro. Hvis du er fan af klassisk rock med et moderne twist, så er denne single et must.

Hop ombord og mærk, hvordan det føles at have Mach 1 susende i ørerne – det er en tur, du ikke vil gå glip af!