Daniel Konge - "Taledyst"

2025-04-25

'Taledyst' udkommer d. 25. april på Glorious Records og er første single fra Daniel Konges kommende EP 'Nuancer i det blå', der følger senere i 2025.

Af AKEA

"Taledyst"- Et nyt ord til en ny sang. Og en ny lyd. Daniel Konges første single fra sit kommende album "Nuancer i det blå" er en indie præget popsang med et guitarriff, man vender sig om efter og en sårbarhed som man tænker endnu mere over, som kommer ind under huden på lytteren.


Nummerets insisterende guitarriff i starten, og sårbarheden i Daniel Konges stemme skaber et kontrastfyldt nummer, der gør at man som lytter bliver fanget ind. Som en lækker smagsprøve i supermarkedet hvor man har lyst til at gå hen flere gange end det er okay og ender med at købe produktet. Ikke altid at smagsprøven holder, når man kommer hjem, men "Taledyst" holder. Også efter flere lytninger.

Nummeret handler om at samarbejde og om at tabe. Tabe den samme kamp flere gange og på flere niveauer. At have tabt uden at have tabt alt. Det føromtalte guitarriff, den sårbare tekst og melodi skaber en god kontrast mellem intro og vers, hvor synthtrommernes beat er gennemgående. Herudover er der lagt en dragende 2. stemme på omkvædet, der gør noget ekstra godt for nummeret når blæserne tager 2. stemmen med videre i samme tone.

En god single fra Daniel Konge der lover godt for det kommende album.