”Altid I Kontrol” – Ny single fra den københavnske multikunstner Kaspar Vig.
Kontrol er hvad? Og kan man altid være i kontrol? Dette prøver Kaspar Vig at belyse i en poetisk ny single med titlen "Altid I Kontrol".
Sangen "Altid I Kontrol" rammer en med et ekstravagant lydbillede af rod. Startende med kaotiske trommer der sammensmelter med Kaspar Vigs avantgarde måde at fremføre tekstens poesi.
Det virker umiddelbart rodet, men Kaspar Vig formår at smelte tingene sammen i et legende lydunivers, hvor mange flotte detaljer løbende fremkommer. Strygere og elegant klaverspil toner undervejs frem, og ophæver rodet til en vis musikalsk kontrol.
Budskabet i "Altid I Kontrols" tekstunivers kan fortolkes vidt, men Kaspar Vig reciterer sangen med budskabet om at finde frem til hvad der i bund og grund betyder noget for en. Man skal med andre ord finde sig selv, før man kan tage kontrollen.
"Altid I Kontrol" er første skridt mod Kaspar Vigs nye EP "Somnium Corolla" som også tager fat om emner som præstationsangst. Det er fedt at mærke autentisk kunst, der tør lege med musikken på en uortodoks måde, der alligevel formår at bevare kontrollen. Vi glæder os til at se hvad resten af Ep'en har i vente.
